En brændende sol, ved eftermiddagstide..

Det var omkring eftermiddag. Og solen morede sig ved at skrue helt op for vamen, og få de små levende, og også ulevende væsner, til at svede og føle sig opbrændte. Yuzen havde det også sådan. Han var selvfølgelig van til solens varme, men den var drilsk til tider. Yuzen sad på græsset i haven, uden så meget at lave. Træne kunne man altid, men at træne i sådan en varme, ville man hurtigt få det skidt af, det vidste han selv. I starten ville man jo have det godt, man ville føle man kæmpede mod solen, og efter kort tid, ville det også føles som om man faktisk slap af med varmen. Men så ville kroppen mangle væske lige pludselig og uventet, og man kunne kolapse. typisk men sandt. Derfor havde Yuzen også droppen ideen om at træne, i hvert fald for nu. Så kunne han vente til hen på aftenen hvor solen ville skrue mere ned. Ellers.. kedede han sig. Sad i grunden bare og betragtede nogle blomster, der også så helt "blege" ud, og hang svagt med hovedet.. men hvis de fik lidt vand ville de sikkert være i paradis med sådan en sol. Yuzen gav et suk fra sig, og lagde sig bare ned på ryggen, og så op på den blå himmel.

Hatsu sad i skyggen af et træ og flettede nogen af de få, ikke helt tørre blomster. Havde godt set den anden dreng med ignorerede ham, smilte blot svagt for sig selv. Nød varmen selvom den i længden kunne blive for meget, men hvor hun sad i skygge var der godt. Hun skævede kort til ham da han sukkede og gabte kort. Solen havde det med at gøre hende døsig, hvilket ikke altid var så godt. Hun rykkede sig lidt så hun halvt lå, halvt sad og og legede let med den lille blomsterkrans med fingrerne.

Yuzen havde ikke gidet lægge mærke til hende. Han havde det fint nok med at holde sig for sig selv i den stund. At prøve at charmere sig ind på pigerne her, var i forvejen sværere end hjemme. Trods alt kunne alle her den ene eller anden form for kampsport.. det havde dog ikke stoppet ham i at more sig med at lader nogle af pigerne få følelser for ham.. spille den søde rare fyr, der gerne ville være deres kæreste. Så forkert.. og samtidigt, så rigtigt. Men han var ikke i humør til så meget. Han forstod ikke at nogen kunne elske varmen. Efter hans mening var kulde bedre.. der var det i det mindste til at pakke sig ind hvis man endelig frøs. Det var jo ikke fordi han kunne smide tøjet fordi det var for varmt. Det kunne være pinligt. Han skævede til blomsterne ved siden af sig, inden han igen satte sig op, og lod blikket vandre hen på pigen der sad lidt borte.. en ny en måske?..

Ikke var drenge noget der intresserede hende det meste - Ikke at hun var til piger. Men hun ville ikke lade sig distrahere af dem, og de fleste drenge legede aligevel bare med folk. Væddemål, udfordringer, og egenligt bare dét at kunne få den man ville have vidste hun udemærket tog en del af drengenes tid. Hun var selv ganske køn, og havde da også prøvet, at drengene forsøgte sig med hende. Dog uden held. Hun havde hverken fået sin første kys, sin første gang, eller sågar sin første kæreste. Hvilket egenligt ikke generede hende. Hun lukkede let øjnene med et svagt smil, gabte kort en smule og pustede let, lidt pandehår væk fra øjnene.

Yuzen unlod at gabe. Han var jo heller ikke direkte træt. Men varme gjorde en sløv. Meget langsomt kom han på benene, lod blikket glide væk fra hende, selvom han dog bevægede sig hen til hende. Uden så meget at sige, dumbede han ned og sidde nogle og 20 cm fra hende, der i træets skygge. Mere behageligt end at sidde direkte i solen, selvom det selvfølgelig kun ville gøre ham pænt brun. Men det kunne man altid gøre en anden dag. Han strøg let hånden gennem det hvidblonde hår, og lod, efter at have ladet blikket søge hen over området omkring dem, blikket lande på hende igen. Diskret så han hendes an, med en konklusion af at hun da var ret så køn. Han skævede så til blomsterkransen, med et let løftet øjnbryn. Han havde aldrig rigtig tænkt på at man kunne gøre sådan.. og havde han havde han nok alligevel ikke lavet blomsterkranse. "Ny?" spurgte han så, smilte roligt til hende, mens blikket igen gled op på hendes ansigt.

Da hun hørte det lille 'bumb' det gav da han dumpede ned et stykke fra hende valgte hun at hive sig op at sidde po af træet ved kort at støde hænderne i jorden og løfte sig op. Hun strakte kort armene og åbnede øjnene med blikket rettet imod ham og nikkede til hans spørgsmål, smilte venligt "Jep.. Jeg er lige startet" sagde hun med et let skævt smil. Gabte kort igen og rystede på hovedet lagde let blomsterkransen ned ved siden af sig med en ligegyldig bevægelse. Det havde bare været for at have et eller andet at lave.

Yuzen nikkede roligt til hendes ord "Så gættede jeg rigtigt, der var jeg jo heldig" sagde han med et smil. Sandheden var at når man havde gået der i nogle år, lærte man vel at se hvem der var nye eller ej.. han anede det ikke, og så alligevel var han sikker på det var sådan. Under alle omstændigheder havde han han jo ret. "Hvad hedder du ? Hvis du da har lyst til at fortælle mig det" sagde han med et lille grin.. der mere fortalte at han ønskede at snakke med hende.. lære hende at kende.. blive hendes ven og sådan.. end hvad han egentlig tænkte på. Desuden ville han gerne vide hendes navn.. det ville også blive lidt svært hvis han ikke lærte det, eller hende, at kende, hvis han så endelig skulle kunne "bruge" hende til noget. Alt i alt virkede hun jo som en venlig pige.. som hun jo reagerede over for ham nu.

"Hatsumiyuo Sakota" sagde hun roligt og fugtede krt læberne. Smilte roligt til ham, var god til at bedømme folk og betragtede ham rolig vurderende. Var udemærket til at bedømme folk, han så jo udemærket ud. Selvom det ikke var noget hun gik så frygteligt meget op i, desuden virkede han venlig. Og det kunne jo være rart med en ven eller to - Dog kunne det også mærkes på hende at hun ikke intresserede sig synderligt for ham, som andet end en der havde været på skolen længere end hende, og muligvis kunne være rar at kende.

Yuzen gentog navnet inde i sig selv, mere for at huske det.. hvis han da på nogen måde kunne overtale hende til andet end venskab. Hun virkede i midlertidigt ikke som typen der søgte nogen fyr.. og så igen, kunne det komme med tiden. Hun var ny, og skulle vænne sig itl det hele. Og så kunne det være smart at være hendes ven til da. "Jeg er Yuzen Akizuki" præssenterede han sig, med et let nik som.. en form for buk og hilsen. trods alt manglede han jo ikke manere.. spørgsmålet var om han gad bruge dem. "Jeg har været her en del år nu" tilføjede han så, bare hvis hun var i tvivl om hvorvidt han var mere ny.. det var jo aldrig til at vide.. hvis man ikke vidste hvordan nye var.

Hun nikkede let og smilte roligt, strøg kort lidt hår væk fra ansigtet og om bag ørende "Hvor mange år?" spurgte hun og smilte intresseret og nyskerig, var trodsalt selv kun lige startet. Og ville gerne høre fra nogen der rent faktisk gik på skolen, hvordan den var istedet for hendes mors fortællinger. Trodsalt kunne der jo nå at ændres en masse.

"En to, tre år" svarede yuzen med et let skuldertræk. For ham var det lidt ligemeget hvor længe han havde været der. Han vidste jo bare han skulle blive der i nogle år endnu, en god tanke. Der ville vel også være fordele ved at være hendes ven, sådan nu han tænkte over det.. i tilfælde af at hun fik andre veninder.. pige veninder. Af de nye. Det var normalt altid dem der var sværest at komme ind på.. men han forstod det godt. Hvis ikke han havde været super spændt da han startede, kunne han også sagtens have været nervøs og bange for alle de andre unge.

Hun nikkede forstående "Hvordan er skolen?" spurgte hun, lettere nyskerigt. Det var efter hendes mors ønske at hun var her - Lidt efter sit eget også eftersom hun udviste talent for visse typer kampsport. Hun betragtede ham roligt, havde ikke rigtigt nogen venner eller veninder endnu. Var ikke den der tog kontakten hvis det var, det lå bare ikke til hende.

Yuzens blik gled laaangsomt væk fra hende, til himlen over dem, som han betragtede uden videre interesse. "Den er okay" svarede han så, med et svagt skuldertræk. han vidste ikke hvad han ellers skulle sige. At være der var ikke megen forskel fra at være der hjemme.. ikke hvad træningen angik, bortset fra at her havde han flere muligheder for at træne mere. Langt mere tid end der hjemme. "Du skal nok komme til at synes om den" forsikrede han hende så, med det venlige smil, på sine læber.

Hun nikkede let og så kort op imod himlen, bed sig kort i læben "Håber jeg da.. " sagde hun med et svagt skuldertræk. Lukkede kort øjnene "Kan du lide at være her?" spurgte hun og betragtede ham lettere afventene, med et let smil.